Viby IF   

 

 

Lokalsamfundet

"Viby Idrætspark blev indviet i sommeren 1954 med mange lyse og glade mennesker” fremgik det af Århus Stiftstidende. Sognerådsformand Gunnar Clausen sagde blandt andet, at nu lovede fremtiden godt, da Sognerådet nu havde givet Viby IF et nyt og flot stadion.

En journalist sagde ved denne lejlighed til Gunnar Clausen, at det nu nok ikke holdt i mere end ca. 25 år, hvilket tydeligt gav et sæt i sognerådsformanden. Det skulle dog vise sig, at journalisten fik ret, for allerede efter 16 år blev Viby Idrætspark udvidet med en grusbane på arealerne mod Jyllands Posten.

I 1965 indledte afdelingen et samarbejde med Viby Ugeavis. Det gik i sin enkelthed ud på at orientere alle sportsinteresserede om, hvad der skete på Viby Stadion. Samme år bragte Århus Stiftstidende for første gang Vibys holdopstilling i avisen.

I 1974 stiftede Niels Moeskjær foreningen ”Fodboldens Venner.” Foreningen har lige siden haft stor betydning for fodboldafdelingen, bl.a. ved hjælp af indtægter fra et ugentligt bankospil. Disse bankospil har efterhånden foregået mange forskellige steder. I starten spillede man på det gamle hotel Viby, og da det blev revet ned, flyttede man til Viby Stadion. Herefter spillede man på Østergades Hotel, Bibliotekssalen i Viby og Hotel Mercur. I dag foregår spillene i Viby Centret.

I 1985 lagde Viby Idrætspark baner til Grøn Koncert. Det var absolut ingen god idé. Der forestod en kæmpeoprydning og efterfølgende indsamling af ølkapsler over alt. Men det allerværste var, at der var fyldt med glasskår overalt. Hele anlægget måtte finkæmmet, inden det igen kunne anvendes til fodbold.

Viby Idrætspark i dag

I Viby Idrætspark (ejes af Århus Kommune) er der en opvisningsbanen og fire græsbaner, der bruges til både 11-mands og 7-mandsfodbold. Desuden er der en jordbane og en grusbane – begge med lys.

Omklædningsfaciliteter findes i bygningen, der er centralt beliggende i anlægget og ved hallen, og her er der også cafeteria. Fodboldafdelingen mangler dog flere omklæd-ningsrum.